Christian Tilma bliver direktør i Praksis
Christian Tilma bliver direktør i Praksis Arkitekter
Vi glæder os over at arkitekt Christian Tilma bliver direktør i Praksis Arkitekter! Med sin alsidige forståelse for projekters kompleksitet og for byggeriets processer skal Christian styrke Praksis daglige ledelse og dermed grundlaget for tegnestuens kultur. Christian Tilma har været en del af Praksis siden 2008, associeret partner siden 2017, og har stået i spidsen for en lang række af tegnestuens projekter. Rollen som direktør ligger i naturlig forlængelse af mange gode års rigtigt godt samarbejde. Christian er højt værdsat blandt bygherrer og samarbejdspartnere for sin professionalisme og brede indsigter.
"Praksis er en markant og solid virksomhed, som nyder stor tillid blandt vores bygherrer. Vi er stolte over, hvad vi i fællesskab har opbygget her i Troense. Vores kvalitet skal bibeholdes og videreudvikles, samtidig med at vi får et stærkere fokus på bæredygtighed” fortæller Christian.
Tradition og fornyelse
Praksis Arkitekter har siden sin opstart i 2006 opført en række markante projekter som blandt andre Maltfabrikken i Ebeltoft, Svinkløv Badehotel, Ny Østergade 30 i København, Velux Innovation House, Stevns Klints Experience og den kommende Kunsthal Spritten i Aalborg. Tegnestuen har markeret sig med en respektfuld og indlevet tilgang til komplekse transformationer, tilbygninger og nybygninger. Samtidig er Praksis vokset gennem årene og har nu rundet 30 medarbejdere på tegnestuen i Troense; den lille skipperby på Tåsinge. Mange medarbejdere har været med fra begyndelsen, det giver en stor fælles bevidsthed og en kollektiv forståelse af tegnestuens arkitektoniske karakter.
”Praksis har en rigtig god størrelse nu; vi kan favne større og komplekse projekter - og samtidigt fastholde, at Mads og jeg har nærhed til samtlige projekter og bygherrer. Denne vigtige balance kræver en styrkelse af den daglige ledelse, og det skridt tager vi nu”, udtaler Mette.
To associerede partnere
Samtidig udnævnes Ricki Vestergaard Estdahl og Jakob Lind Rasmussen til associerede partnere. Ricki har allerede som tegnestueleder været en del af ledelsen og Jakob har gennem 17 år hos Praksis bidraget centralt til tegnestuens projekter og kultur. Udover deres tværgående funktioner, virker Ricki og Jakob fortsat som projektledere.
Tegnestuens ejere, arkitekterne Mads Bjørn Hansen og Mette Tony fortsætter arbejdet med udvikling af tegnestuens projekter, det tætte samarbejde med vore gode bygherrer og med at indkredse nye faglige horisonter.
Praksis bestyrelse, fra venstre: Vibeke Frank, tidl. Group Vice President HR Carlsberg Breweries. Christian Hagemann, Arkitekt MAA. Christian Tilma, Direktør, Arkitekt MAA. Mette Tony, Indehaver, Arkitekt MAA. Mads Bjørn Hansen, Indehaver, Arkitekt MAA. Maria Rørbye Rønn, Generaldirektør Danmarks Radio