Stevns Klint Experience
Dette kolossale naturkræfternes teater maner til ydmyghed – og det var med stor ydmyghed vi gik til opgaven, da der i 2019 blev inviteret til arkitektkonkurrence om det nye Besøgscenter ved UNESCO Stevns Klint. Vi var aldrig i tvivl om at det er landskabet, der fortsat skal spille hovedrollen. Ingen bygning ville kunne matche et sådant scenarie. Konkurrencen begyndte med valg af placering af besøgscenteret i helheden. Skulle det ligge oppe ved ankomsten i det flade landskab og kunne ses langvejs fra? Eller skulle det placeres nede i Boesdal Kalkbrud, det fine historiske industrianlæg, der var under fredning på tidspunktet? Ingen af delene.
Det vigtigste er og bliver landskabet, havet og udsigten til horisonten - og Besøgscenteret skal spille andenviolin her, helst være umiddelbart usynligt fra ankomsten. Først ved andet blik kan man se bygningen, og man inviteres indenfor. Besøgscenteret er på den måde blevet en del af bevægelsen mod havet, det træk der løber fra ankomst til kyst, og dermed en del af den vandring, man naturligt søger på stedet. Besøgscenteret ligger i dag på en gravet hylde i skrænten, under terræn og er udformet som en søjlehal, der danner en ramme om udsigten, som et stort ly. Her er en flydende overgang mellem inde og ude, og man kan opholde sig på kanten af landskabet. Man kan træde ud og se skråt ned til UNESCO væggen, der længe har ligget lidt gemt i helheden. Denne lidt ydmyge tilgang fortsættes i materialerne, i den stemning der er søgt skabt her i rummet. Bygningen er beklædt med kalksandsten, faktisk en simpel industristen, der vanligvis lever skjult i skillevægge, men som her, med et slør af kalk, er klædt i festtøj til lejligheden. Stenen har ikke et format man rigtigt kender, ikke et format hvor man straks tænker hus.
Besøgscenteret får dermed snarere karakter af et objekt end et hus. Når ude og inde skal flyde sammen, og stenen også anvendes udenfor, vil den med sin kalkede overflade kunne holde til vind og vejr, der i høj grad spiller en rolle her i havets nærhed. Her er udlagt et enkelt, støbt betongulv, der kan holde til lidt af hvert. Loftet er beklædt med fyrretræslister, hvidolierede. De dybe lysarmaturer sikrer, at man ikke kan se lyskilderne fra landskabet. Nøgterne, rustikke løsninger. Og besøgscenteret skal da også netop være en åben invitation til forskellige brugere og derfor på samme tid være både spejderhytte og udstillingshus. En spejderhytte for alle de familier, det er på tur med vandrestøvler og rygsække. Være en fælles dagligstue for landsdelen og lokalområdet, så alle der vokser op her, kan tage centeret til sig. Bygningen vil danne ramme om skoleudflugter, om familiers mærkedage, mm. Besøgscenteret skal også være et inviterende udstillingshus, til de mennesker, der med bankende hjerte søger at møde fortidens naturfænomener, som har rejst kort eller langt, til dette sted i verden, af alle. De skal bydes højtideligt velkommen, omfavnes og følges ind, så de kan finde ind i fortiden og møde fortællingen. Og det er netop en selvstændig pointe ved projektet, at man ikke på forhånd kan se omfanget af det sted man besøger her. Ikke se bygningens udstrækning.
Man bevæger sig ind i undergrunden, uden at vide hvad der venter en. Er det stort eller småt? Hvor er begyndelse og slutning. Her fra den lyse søjlehal til det mystiske mørke. En passage ind i kalken. Loftet sænker sig, man holder vejret, træder millioner af år tilbage i tiden.
