Genopførsel af Villa Tårnborg

Villa Tårnborg

Projekttype
Kulturarv
År
2011

Villa Tårnborg er opført i midten af 1800 tallet og er en imponerende bygning på 1.000 m2 beliggende i Christiansminde, ud til Svendborg Sund. Bygningen er en af Svendborgs kendte villaer, men var i meget dårlig forfatning. Da villaen samtidig ikke er fredet blev det besluttet at nedrive og genopføre villaen.

Den nye Villa Tårnborg er ved første øjekast opført som en tro kopi af den gamle, og så alligevel langt fra: Villa Tårnborg har nu fået en overordnet symmetri og derved et mere roligt og afklaret udtryk. Tidligere mindre tilbygninger er nu også fjernet, mens en ny vestfløj til gengæld er opført. For at sikre et godt indeklima er bygningen opført i massive pudsede teglblokke. På ydersiden er blokkende beklædt med træliste beklædning, nu tegnet i en lettere proportionering end tidligere. Indenfor er blokkende pudsende og malet med Keim farver. De pudsede vægge og det diffusionsåbne malerarbejde sikre et rigtigt fint klima og en god akustik.

Teknisk opfylder bygningen de seneste energikrav. Villaen er eks. opvarmet med jordvarme fra over 3 km nedgravede varmeslanger. Funktionsrum som toiletter, køkkener og elevator holdt i bygningens midte. Herved fremstår alle opholdsrum lette og luftige og med dagslys fra flere sider. Der er til huset udviklet en speciel "Tårnborg Terrazzo". Man møder terrazzogulvet som det første i den store entré. Terrazzoen fortsætter om af trappen til 1 sal, hvor den igen optræder i de forskellige vådrum. Villaen indeholder på 1 sal. to lejligheder og i stueplan erhvervslejemål.Villa Tårnborg stod færdig juli 2011. 

Tildelt Svendborgs Kommunes Arkitekturpris 2011.