Praksis vinder konkurrence til Den Frie Udstillingsbygning

Nyhed
Dato
02.02.18

Tilbage i oktober 2017 inviterede Statens Kunstfond Kollision Design Office, PRAKSIS Arkitekter og Rosan Bosch Studio til at udarbejde hvert deres konkurrenceforslag til at nytænkte indgangsareal og foyer til Den Frie Udstillingsbygning. At det netop bliver forslaget fra PRAKSIS Arkitekter, der løber med sejren, skyldes ifølge juryen, at de tager et klart afsæt i J.F. Willumsens pavillon uden at være nostalgiske, men på en måde, der kommer til at være indbydende og til gavn for de besøgende i mange år fremover.

Med respekt for historien

Lige siden Den Frie Udstillingsbygning blev opført af den banebrydende danske kunstner J.F. Willumsen i 1898, har bygningen været en aktiv del af den danske kunsthistorie og det levende kunstneriske miljø. Bygningen har været fredet som historisk monument siden 1986, hvilket har medført store krav til de tre konkurrencedeltageres forslag.

Simon Skafdrup medlem af Statens Kunstfond Legatudvalg for Kunsthåndværk og Design og juryens formand siger:

”PRAKSIS Arkitekter har med det vindende forslag formået at kombinere det klassiske med det moderne og funktionelle i en ny samlet helhed, der med den største respekt for bygningens mere end 100-årige historie opgraderer nogle helt basale funktioner i ankomstområdet. Juryen er glade for at udpege et vinderforslag, der kommer til at styrke oplevelsen af Den Frie Udstillingsbygning som et levende hus i mange år fremover.”

Også fra Den Frie Udstillingsbygning ser man frem til at påbegynde en dialog med PRAKSIS Arkitekter om at realisere konkurrenceforslaget.

Kunsthallens kunstneriske leder Kirse Junge-Stevnsborg siger: 
”Vi glæder os meget til at arbejde videre med PRAKSIS Arkitekter om realiseringen af deres forslag, som vi er sikre på vil gøre det til en endnu bedre oplevelse at besøge Den Frie Udstillingsbygning.”

Læs evt. mere om projektet på Kunst.dk